Hvad er værd at se?

Vanskelig opgave... at skulle begrænse sig til nogle få, slagfærdige forslag til inspiration, når nu regionen med sin ufattelige natur, og sin spændende historie og arkitektur har så meget at byde på for alle sanser. Men her bliver det alligevel en kort omtale af forskellige muligheder omkring forskelige emner. Alle udflugter og seværdigheder herunder kan klares på højst én dag.  Og så er det ellers bare selv at gå på jagt på diverse websites og i rejseguides. Vi har lagt et par links ude til højre, men søg selv videre - der er nok at tage fat på...

Historie og arkæologi

Pyrenæerne er fuld af historie - fra Carcassonne i nord til den spanske grænse i syd. Området er stærkt præget af de såkaldte katharer, den kristne bevægelse, der i mere end 200 år udfordrede paven i Rom med et væsentligt anderledes syn på kristendommen og byggede imponerende fæstninger på bjergenes tinder. Man kan tage en historisk udflugt og se Peyrepertuse og Quéribus (billedet), der også er blandt de allerbedst bevarede. På samme tur kan man se det præhistoriske museum i Tautavel, hvor et af de ældste mennesker i Europa, den 450.000 år gamle Tautavel-manden udstilles.

Natur

Indrømmet! Det er faktisk meningsløst at skrive om særlige naturoplevelser, når man er midt i det hele tiden. Er man bare almindeligt naturinteresseret, behøver man ikke anvisninger - man skal bare åbne øjnene, og glæderne kommer til én. Vi peger derfor blot på to specielle ting, der begge har at gøre med områdets geologi, nemlig den naturlige kløft Les Gorges de la Fou (ca. 20 minutters kørsel fra Les Cazottes), og det ret spektakulære fænomen, Les orgues d'Ile-sur-Têt (billedet); nogle geologiske formationer i dalen over os. En dejlig heldagstur.

Kunst & kultur

Er man til moderne kunst, så er kunstmuseet i Céret et must! Her boede Pablo Picasso og en række andre store malere i 1910'erne og efterlod sig mange fine værker, og der er både en god permanent samling og altid interessante særudstillinger. Og tager man en udflugt ad bagvejen til Spanien, ligger byen Figueres blot en time væk og huser Salvador Dali-museet. Også Collioure (se nedenfor) er med sine mange gallerier og et fint kunstmuseum et slaraffenland for kunstelskere. Er man i Les Cazottes omkring august, er der mulighed for at kørte en dal op og opleve de klassiske koncerter ved den internationale Pablo Casals Festival i byen Prades.

[Læs mere om Casals og festivalen]

By og kyst

Der venter mange oplevelsesrige ture langs kysten og til de større byer. Perpignan (billedet) giver med sine 110.000 indbyggere, gamle bykerne og internationale atmosfære alle muligheder for shopping og kulturelle oplevelser. En noget længere tur nordpå kunne fx gå til Narbonne; en mindre og meget charmerende by, der stadig bærer præg af sin romerske fortid. En smuk dagtur er kysten ned mod den spanske grænse, hvor man dels kan snuppe en halv dag ved stranden og dels opleve de dejlige, gamle fiskerbyer, som fx. Collioure, der har huset en del store malere gennem tiden og nu om dage er temmelig mondæn.

Ture børn ka' li'...

Vores egne børn vil bare være i vandet, lige meget hvor, hvornår eller hvor længe... Så heldagsture går tit til stranden på begge sider af grænsen Men ellers er den afrikanske savanne-park i Sigean, mellem Perpignan og Narbonne, en god heldagsudflugt for zoo-glade børn. Også akvariet i Banuyls-sur-Mer ved kysten ned mod Spanien plejer at være et popuært udflugtsmål. Le petit train jaune (Det gule tog) er et hit for hele familien; en fantastisk udsigtstur med et hyggeligt tog gennem Têt-dalen, startende i byen Villefranche de Conflent. Vi sætter et par links ude til højre.